2007-4 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar 2007-4

Pædagogikkens mangfoldighed

Pædagogik er iflg. Psykologisk-Pæadgogisk Ordbog (Gyldendal 14. udgave) læren om opdragelse, uddannelse og undervisning. Perspektivet i megen pædagogisk litteratur ligger – måske forståeligt nok – ofte på undervisning og uddannelse.

For når talen falder på opdragelse, er vi i højere grad inde på hver mands eje, end tilfældet er med undervisning og uddannelse, hvortil der mere klart er knyttet fagprofessioner.

Men opdragelse har et langt dybere perspektiv, end de to øvrige begreber, da det kan indeholde alle livets aspekter. Med dette begreb udvides pædagogikken fra at være et mere snævert overførselssystem af viden til at være en øjeåbner for eleverne.

En port ud til verden, til livet, og metoderne til at være øjeåbner kan være mangfoldige. Specialpædagogik har samme begrebslige grundlag som nævnt ovenfor, men med et særligt sigte: Nemlig, at den pædagogiske indsats er rettet mod børn med særlige forudsætninger og/eller nedsatte funktionsevner.

Gennem erfaringerne i det specialpædagogiske arbejde viser det sig ganske ofte, at almenpædagogikken profiterer af det tankegods, som specialpædagogikken kaster af sig.

Eksemplerne er mange, men for at tage et enkelt: differentieret undervisning har været anvendt i den specialpædagogiske verden i mange år, før det blev introduceret i folkeskolens almene undervisning. Så ud over at tilgodese en gruppe børns behov for særlig tilrettelagt undervisning,er specialpædagogikken med til at drive den pædagogiske tænkning i almindelighed. Gennem det særlige belyses også og forstås også det almene.

Set i det lys, er specialpædagogikken og almenpædagogikken hinandens væbnere og følgesvende.

Portene ud til verden kan være mange forskellige.

Aktuelt er der fokus på Danmarks rolle i en global verden og fra centralt politisk hold er perspektivet faglighed dokumenteret med test og prøver. Der er også andre porte, som det vil fremgå af dette nummer af Specialpædagogik: Helt bogstaveligt kan porten til verden være at drage ud i den med teater som øjeåbner, noget der skaber vækst hos den enkelte elev og i skolen som organisation.

En tiltrængt selvbevidsthed og stolthed over det, vi hver enkelt og fælles er i stand til at præstere. Det kan også være utraditionelle undervisningsveje eller fokusering af oversete pædagogiske arenaer, der skaber ny indsigt i den pædagogiske mangfoldighed.

Uanset om det nu er det ene eller det andet, er det vigtigt at have et forum at dokumentere denne mangfoldighed i, og det er netop det forum, som Tidsskriftet Specialpædagogik er og fortsat gerne vil være.

God læselyst!
Hans Nørgaard