2008-3 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2008-3

Mennesker

En munter og positiv scleroseramt mand var til undervisning hos talepædagogen for at træne og vedligeholde sin tale – og kommunikationsevne. Han sagde en dag efter nogle kropsøvelser: ”Det er ligesom om, at jeg kommer længere frem i skoene ved det her!” Lænket til sin kørestol var hans bemærkning fuld af humor og også selvironi, men først og fremmest et udtryk for, at der med små midler kunne skabes en ny parathed – på trods.

I dette lille situationsbillede er der så meget mere end de heldigvis rigt beskrevne og omtalte emner – fysisk og psykisk læringsrum. Det, eleven her bringer på bane efter sine kropsøvelser, kunne man kalde elevens eget fysiologiske læringsrum … og tankerne vender sig hurtigt mod alle vore elever i alle aldre, der lever deres uddannelsesliv siddende ved en pc.

Læingsrum og computer er blevet uadskillelige komponenter i nutidens uddannelseshorisont.

Computeren er på en gang vor hukommelse, vor vidensbase, vor kommunikation, vor livline… ja, generelt vor ”støttepædagog”. Den er kort sagt helt uundværlig. Vor egen indbyggede computer, hjernen, har på den måde fået lidt aflastning. Det er ikke længere nødvendigt at kunne fastholde alle de informationer, der ryger gennem æteren. Vi kan sagtens gå ”på nettet” og hente det, vi lige nu netop har brug for – og det er ganske godt! Og dog!! Jo, mere vi kan få hjælp til, jo mere må vi selv have styr på, således at vi med indsigt kan administrere vore muligheders mangfoldighed – til parathed.

I dette nummer af Tidsskriftet Specialpædagogik giver nogle af vore fremmeste forfattere og foredragsholdere på det område deres bud på, hvordan vor medfødte computer fungerer, og hvordan vi med indsigt kan forvalte vort læringsrum, så vi med hver vort potentiale kan styrkes og udvikles i livs lang læring – til parathed.

Rigtig god læsning!
Ulla Clausen