2008-5 Tidsskriftet Specialpædagogik
Du downloader pdf af tidsskriftet ved køb
Kommentar nr. 2008-5
Kommandocentralen
Læring er ikke en struktureret proces,
men en holdning til livet…
Når man siger specialundervisning eller specialpædagogik fokuserer man formentlig mere på hjernen og det, den kan eller ikke kan, denne lille gådefulde klump, der befinder sig der øverst på mennesket, end man ville gøre, hvis der var tale om pædagogisk aktivitet inden for det såkaldte normalområde.
Hvad er det, man kan eller skal gøre med personer, børn eller voksne, hvis hjerne ikke fungerer optimalt, så der er støj på ledningen mht. indlæring? Når der i bred forstand er tale om en dysfunktion tyr man ofte til hjerneforskningen i håb om her at finde forklaringsmåder.
Når det kommer til handling, aktiv pædagogisk udfoldelse tyr den ansvarlige til pædagogikken.
Pædagogikken henter sin mulighed for teoridannelse og praktisk handling fra bl.a. naturvidenskabelige studier af hjernen. Hjernen er som bekendt den kommandocentral, der styrer det hele menneske og er som sådan forudsætningen for, at vi kan tale, læse, skrive etc. og også agere som sociale væsener i en kompliceret verden. Der er vel ikke den del eller det organ hos homo sapiens, der ikke kan erstattes eller transplanteres lige bortset fra hjernen. Hjerneforskerne bruger deres hjerner, når de bedriver hjerneforskning.
Pædagoger bruger deres hjerne, når de bedriver pædagogik.
Der er en voksende tendens til at ville forklare ”manglende” færdigheder og kunnen ud fra naturvidenskabelige termer. Hvor hjerneforskningen har sit udspring i naturvidenskaben, har pædagogikken en humanistisk indgangsvinkel. I daglig kommunikation er der tale om to forskellige sprog. Den naturvidenskabelige udtryksmåde er præcis, implicit og indforstået, hvor den humanistiske udtryksmåde er omfattende og insisterende på fuld forståelse af det udtalte.
Tilsammen udgør de to sprog en oplagt mulighed for at blive forstået som forudsætning for handlen.
Svend Albrektsen