2011-1 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar 2011-1

Inklusion og etik

Da undertegnede var barn, hørte vi stort set aldrig om inklusion, integration og særlige hensyn i skolen. Dog er jeg vokset op i provinsen i Danmark, og vi taler efter 1968.

Min skoletid på en mindre landsbyskole var derimod præget af en kultur, hvor ovennævnte begreber var nærmest ikkeeksisterende. Hverken elever, forældre eller lærere forholdt sig i nævneværdig grad til enkeltelevers særlige problemstillinger i en inklusionssammenhæng.

Der var de elever, der nu engang var, og det kunne ikke laves om. Man kunne ikke bare ekskludere fra lokalsamfundets midtpunkt per excellence, nemlig landsbyskolen, og derfor var inklusion også et meningsløst begreb. Vi var dem, vi var – på godt og ondt. Det måtte vi i fællesskab få det bedste ud af. Sådan var det på bøhlandet i udkanten af Udkantsdanmark.

Man kan indvende, at min folkeskole, trods mange historisk betingede fejl og mangler, netop var inkluderende, idet alle kunne og skulle rummes, men dog er der en mærkbar forskel fra nutidens inklusionstænkning. I dag taler vi om at inkludere børn, der – implicit – rettelig ikke hører hjemme i et givent fællesskab, mens man i min barndom havde et absolut fællesskab. En væsentlig sproglig og mental forskel.

Nu skal man bestemt tage visse forbehold for den empiriske værdi i mit barneperspektiv.

Jeg kan i dag se statistisk materiale, der tydeligt viser, at man også dengang havde specialinstitutioner m.v. Korrekt er det dog, at eksklusionen – i hvert fald på landet – var betydeligt mindre. Min romantiske og nostalgiske erindring har desuden den anvendelighed, at den belyser, at samfundets (og klassekammeraternes) opfattelse af skolens funktion og virke har ændret sig.

I dag inkluderer og ekskluderer vi åbenlyst, og vi tager åbenlyst hensyn og afstand.

Dengang var vi bare dem, vi nu var. I dag kan man som forældre legitimt skifte skole, hvis guldklumpen udsættes for lige lovligt meget inklusionsromantik. I dag er børn i en tidlig alder åbenlyst bevidste om, at vi ikke nødvendigvis er i samme båd. Dengang var vi bare dem, vi nu en gang var.

Min pinligt nostalgiske barndomserindring pointerer desuden et af inklusionens dilemmaer. Vil vi hinanden oprigtigt, eller vil vi blot tage et afmålt hensyn til hinanden? Vil vi være dem vi nu en gang er, eller vil vi være tålmodige over for hinanden?

I folkeskolesammenhæng er dette et ømt punkt af andre grunde. Folkets skole skal i udgangspunktet rumme folket, som det nu en gang tager sig ud. Folkeskolen kan ikke udskifte folket, hvis sidstnævnte viser sig at have visse mangler. Man må principielt undervise det folk, man nu en gang har. Stiller man for mange idealistiske og bindende mål for undervisningen, kommer man dog i det dilemma, at dele af folket viser sig at være utilstrækkeligt udstyret.

Her får vi brug for specialpædagogikken – enten inden for eller uden for rammerne af normalpraksis.

Men hvem har helt præcist behov for disse særydelser? Hvem er det, der ikke får tilstrækkeligt udbytte af normalpraksis? I hvor stor udstrækning er det eleverne, den er gal med, og i hvor stor udstrækning er det skolen?

Et svært spørgsmål.
Brian Degn Mårtensson