2011-2 Tidsskriftet Specialpædagogik
kr.0.00 kr.
Du downloader pdf af tidsskriftet ved køb
Kommentar 2011-2
Tale er sølv – kommunikation er bedre
Hvad er det nu for noget vrøvl – i denne talemåde plejer noget da at være guld.
Hvor er guldet blevet af?
Ganske enkelt: Guldet forsvandt med hjerneskaden!
Erkendelsen af, at sproget er ramt – eksempelvis ved en apopleksi eller som en medfødt dysfunktion – giver tanker om fremtiden. Det optimale talesprog kommer næppe igen, og bekymringer i forhold til mange livsfunktioner – heriblandt det
sociale liv – vinder indpas.
Det handler om en vanskelig livsskæbne, hvor erkendelsen må være – hvor svært det end er – at kommunikationen må finde andre og nye veje. Der bør sættes ind med undervisning, rådgivning og vejledning af den ramte, men også hele den ramtes netværk skal involveres.
Der må faglig ekspertise og bevilgende myndigheder ”på banen”, så den bedst mulige hjælp og træning kan etableres.
Værdighed, livskvalitet og livslyst er en menneskeret, siges det. Hvem har nu ansvaret for at hjælpe et menneske med kommunikationsvanskeligheder?
Bevilgende myndigheder – ja – men også en forståelse fra ”alle os andre” og for, at den ramte er et medmenneske, som fortjener den bedst mulige tilværelse med empati, kompenserende hjælp og forståelse for en besværlig og anderledes hverdag.
Kommunikation – på den bedst mulige måde – er blevet guldet.
Hvis man eksempelvis arbejder i marken med apopleksiramte eller andre med dysfunktion i talesproget, kan man undertiden få en fornemmelse af, at de bløde værdier” ikke er i højsædet. Der kræves først og fremmest synlig/hørlig effekt, og der er ikke altid tid og resurser til at se på det hele menneske. Men fagpersonen er heldigvis ikke en robot!
I en følelsesladet og oprigtig artikel (Kristeligt Dagblad 20.11.10) om et langt arbejdsliv nævner nu pensioneret overlæge Ole Helmig lægegerningens motto: Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste.
Ole Helmig fortæller, at han med fokus på disse værdier i omgang med sine patienter ofte har følt sig som kun halvprofessionel. Men gode resultater udeblev ikke.
Med lidt moderne kreativ tænkning kan dette motto fint sættes ind i logopædens/speciallærerens arbejde som: Helbred hvor det er muligt, let en tung tilværelse, vis empati i læringsrummet.
Så inddrages de bløde værdier hånd i hånd med faglig dygtighed.
Foreningen HjerneSagen har netop igangsat en kampagne under navnet ”Giv Tid” (se senere i bladet). Kampagnen blev startet ved en festlig dag på Taleinstituttet i Aalborg – en dag der var beriget af Kronprinsesse Marys deltagelse som protektor for HjerneSagen. Ved denne lejlighed blev følgende sang uropført. Sangen er forfattet til lejligheden af læsepædagog Rasmus Hasselbalch, Taleinstituttet Aalborg.
Mel.: Der er noget i luften
Du ser mig i bussen, når du ta’r af sted.
Mit sprog er lidt trægt, jeg kan knapt følge med.
Jeg har afasi, det er nog’t indeni, men jeg fæstner min lid
til at du ta’r hensyn – ta’r hensyn og giver mig tid.
Når jeg vil fortælle, er ordene væk.
Begreber forsvinder, ja de driver gæk.
De er i min hjerne, og ud skal de gerne, her eneste bid.
Jeg ved jeg kan kommunikere, hvis jeg blot får tid.
Det rammer i flæng, rammer fattig og rig.
En blodprop i hjernen kan gi’ afasi.
Kontrollen du mister, hukommelsen brister og tale bli’r slid –
og samfundets tempo er fjende, hvis ik’ du får tid.
I Danmark der rammes hvert eneste år
tre tusinde men’sker, hvis liv går i skår.
Men hjælp dem engang, giv dem tid dagen lang, hvis de stå ved din sid’.
Alverden de kan dig berette, hvis du gi’r dem tid.
Melodi og original tekst: Vilhelm Gregersen, 1911.
Birgit Trolle Hansen