2011-4 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2011-4

Rummelighed, inklusion og økonomi

Forhenværende statsminister Poul Schlüter fik for cirka tyve år siden alle danskere til i hver anden sætning at indføje: ”Vi skal jo spare.” I dag taler vi om at prioritere, tilpasse, omfordele og mange andre fine ord. I virkelighedens verden er der i langt de fleste tilfælde tale om nedskæringer, endskønt enhver ”ansvarlig” politiker spiller grammofonpladen med devisen om, at aldrig er der blevet ofret så mange penge på dette og hint.

Det er sagt før; specialpædagogik og almenpædagogik er to sider af samme sag.

Det handler om børn, unge eller voksne, der skal undervises eller ydes specialpædagogisk bistand.

Det er slående, at det efter 2007 med den nye kommunalreform ”pludselig” er blevet så meget dyrere med undervisning. Der var engang, da elever med særlige behov fik den undervisning, der var brug for. Også den gang var det hundedyrt. Det vidste man godt, men et sobert menneskesyn stillede ikke spørgsmål herved.

Den gang lød heller ikke mere eller mindre perverterede angreb på medborgere, der i forhold til andre borgere økonomisk belastede kommune- og andre pengekasser.

Ifølge regeringens reformudspil ”Faglighed og frihed” skal folkeskolen inden år 2015 inkludere 11.000 elever, som i dag går på specialskoler. Angiveligt går i dag seks procent af danske folkeskoleelever på specialskole eller i specialklasse.

Dette tal vil regeringen ifølge ovennævnte reformudspil have ned på fire procent.

Altså skal to procent eller det, der svarer til 11.000 ”specialelever” inkluderes i normalklasserne i de næste fire år. Denne øgede inklusion, eller er der blot tale om rummelighed, vil stille meget store krav til de lærere, der arbejder med AKTproblematikkerne, men naturligvis også klasselærere.

Ovennævnte målsætning kræver en efteruddannelse af hidtil usete dimensioner inden for specialpædagogik og AKT. Den ”kommende” normalundervisning skal rustes i hidtil uset grad for at kunne tackle morgendagens pædagogiske virkelighed.

Er ansvarlige politikere rede hertil?

Svend Albrektsen