2013-2 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2013-2

Det er dejligt at have fri!
men det er også sådan lidt.. humm, hvad skal man lave?

Sådan lød det fra min bagbos have d. 2. april 2013. Det var den første dag i den historiske lockout af lærerne. Et par piger funderede over, hvad de skulle lave, nu hvor de var tvunget væk fra skolen. De nød solen, og tænkte sig selv som frie.

Eksisterer friheden da? Sådan spurgte Brian Degn Mårtensson på sin blog, som samme aprildag lå i æteren på folkeskolen.dk. Brian belyste vores fælles ufrihed i et tvungent forbrugssamfund, som skygger for talen og dialogerne om hvilket indhold, vi skal vægte i vores liv, ikke mindst i skolen.

Skolen danner mennesker, så de har kompetencer til at bidrage til produktion, forbrug og de nødvendigheder, der opstår der omkring, f.eks. fælles omsorg over for de svage og uformående. På denne måde kan vi fortælle fortællingen om det gode velfærdssamfund og sørge for, at netop dette samfund ikke presses, trues af oprør, tiggeri og kriminalitet. Det er dybest set derfor, at samfundet accepterer at bruge skattepenge på specialpædagogiske og inklusive tiltag.

Ved specialpædagogiske tiltag opstår der indimellem nogle spørgsmål, som vi ufrie forbrugsborgere sjældent stiller eller bliver stillet: Hvilket indhold ønsker vi i tilværelsen, og hvordan vil vi faktisk leve det levede nu? Dette spørgsmål stilles i de sammenhænge, hvor specialpædagoger og -lærere møder mennesker, som får deres basale fornødenheder dækket og kun i begrænset omfang har mulighed for at udvikle deres kompetencer. Det er mennesker, over for hvem det er meningsløst at tale om, at de skal kunne opfylde lovgivne læringsmål.

Min veninde i Norge har arbejdet med elever med Spielmeyer-Vogts syndrom, en progredierende neurologisk lidelse, med dødelig udgang og fortløbende tab af funktioner. Hvilke læringsmål giver det mening at arbejde med sammen med sådanne elever? Hendes svar er: At lære for livet – lige nu. Øjeblikket bliver da uendelig vigtigt, ligesom det faktisk også er for os andre, der ofte iler videre til næste øjeblik. Netop derfor er den kommunikation, som foregår mellem mennesker med funktionelle vanskeligheder og deres hjælpere, pædagoger og lærere, en kommunikation, som vi andre nok kunne have glæde af at udforske.

For her eksisterer en form for ubundethed i forhold til forbrugssamfundet, og dermed en optagethed af ”væren”, sansning, følelse og oplevelse her og nu.

Optagethed af væren og måden at være på finder vi hos alle forfatterne til artiklerne i dette nummer. Hvordan kan grupper af elever være med sund mobning, hvordan kan kroppen være en del af specialundervisningen, hvordan kan barnet med tabte eller dysfunktionelle relationer være og modtage hjælp til at være? Hvordan kan vejlederen være blandt sine kollegaer og medvirke til facilitering af fagligheden og hvordan og hvorfor kan elever eller kan elever ikke være inkluderede eller ekskluderede.

Læs bare, og god rigtig fornøjelse.
Mette Friderichsen ■