2013-5 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2013-5

Hop på vognen!

Når du læser indholdsfortegnelsen til dette nummer, så tænker du måske: Diagnoser, dem har vi da nok af, og afasiundervisning er ikke lige mit fagområde. ”Barnhage” det må være for nordmænd, og didaktik er et håndværk som vi bare kan. Hvordan kan vejledning handle om samarbejde? En sikret døgnistitution, det lyder tungt, og ICF-CY det må være et intercitytog.

Men så hop på vognen. Gå på opdagelse i dette nummers specialpædagogiske tekster og oplev endnu en gang, hvilken kompleks virkelighed, vi beskæftiger os med i vores fag.

I artiklen “Anbringelse af unge på en sikret døgninstitution og subjektiveringsmuligheder” bibringer Jeanette Anja Jørgensen og Lenette Jegsen os et nuanceret syn på anbragte unges mulighed for udvikling og forandring. Begrebet subjektivering henviser til de processer, der konstituerer subjektets muligheder for identitet. De unges egne fortællinger og refleksion er omdrejningspunktet for det kandidatspeciale i pædagogisk psykologi, som artiklen bygger på.

Henrik Skovhus begrunder i artiklen ”Dyskalkuli – en nødvendig diagnose” behovet for denne diagnose. Artiklen fortæller om helt specifikke matematikvanskeligheder hos elever – altså vanskeligheder, som ikke skyldes generelle indlæringsvanskeligheder, manglende undervisning eller andet, som ikke har at gøre med hjernens specifikke evne vedrørende ”The number sense”, hvilket betegner det nyfødte barns medfødte evne til at diskriminere mellem mængder, intuitivt afgøre mindre mængders størrelse og foretage enkle aritmetiskeoperationer, forståelse og bearbejdning.

I artiklen af Hanne Wolffhechel og Rikke Alstrup fortælles om et intensivt planlagt undervisningsforløb for voksne afatikere. Deltagerne og deres omgivelser har oplevet bedring af tale-kommunikationen efter at have deltaget i undervisningen. Det var et forløb tilpasset netop de voksne, i netop deres kommune, af netop de fagpersoner, der var der, med netop de ressourcer, der var til rådighed.

Hvis ikke vi til daglig beskæftiger os med afatikere er artiklen alligevel meget nærværende og praktisk orienteret, således at man ved læsningen lærer noget om, hvorledes en kommune pragmatisk set kan udvikle sin faglighed til glæde for borgere med behov.

Vi møder hele tiden mange forskellige perspektiver på undervisning og læring, f.eks. det lovgivningsbetingede, det psykologiske, det sociologiske, det læsefaglige, det inklusive osv. Derfor giver det mening at skabe mening lige nu og her, hvor vi er. Det er denne mening, Ole Løw beskæftiger sig med i sin artikel om vejledning i skolen.

Meningen opstår ved samarbejde og dialog og ikke via rådgivning i gammeldags forstand, hvor den der giver de gode råd er autoritativt positioneret og derved kan komme til at skygge for praktikerens viden og erfaring.

Vi oplever mange børn, unge og voksne, for hvem angst og frygt er forhindrende mekanismer for udvikling og læring. Angst og frygt er udtryk for de samme tilstande både på norsk og på dansk, og vi er glade for, at vi med Laila Annie Broses artikel kan medvirke til at understrege vores kulturelle fællesskab.

Artiklen bygger på et masterstudie, som dokumenterer viden om vigtigheden af børnehavepædagogers særlige opmærksomhed på at skabe tryghed og nærhed over for angste småbørn. Ligesom de fleste artikler vi bringer, bliver også denne relevant i et større perspektiv og over for andre elevgrupper.

Jeg kan ikke lade være med at bringe emnet om fygt og angst i det nutidsnorske perspektiv, hvor tragedien på Utoya og i Oslo fik redaktøren af tidsskriftet ”Spesialpedagogikk” Ellen Birgitte Ruud til at minde om, at forældre og professionelle nu havde (og sikkert stadig har) en opgave i at genoprette børn og unges tro på den grundlæggende tryghed i tilværelsen. Laila Anni Brose henviser da også i sin artikel til den potentielle udløsning af angst, som voldsomme begivenheder i samfundet har, og ikke mindst mediernes behandling af dem.

ICF-CY er selvfølgelig ikke et tog, men et klassificeringssystem udarbejdet af WHO. Artiklen beskæftiger sig med det tværfaglige samarbejde og det faglige sprogs betydning for opfattelsen af de informationer vi udveksler med hinanden, og dermed de mono- og tværfaglige handlinger vi udvirker.

Rigtig god læsning
Mette Friderichsen ■