2014-3 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2014-3

Professionel kærlighed (inkl.)

Prøv at tænke på begrebet “inklusion”. Forestil dig alle de mange forskellige måder, der er blevet filmet, talt og skrevet om dette begreb på. Lige nu balancerer begrebet i din tanke oven på mængden af alle andre tidligere budskaber, som du har modtaget om inklusion.

Et af dem lød sådan: “Vi bor på en kugleformet planet. Vi kan samlet set ikke bevæge os væk fra hinanden … vi bliver nødt til at acceptere, at vi er ubrydeligt forbundet.”1. Inklusion og eksklusion er to begreber, der kan ophæve hinanden præcis som et plus og et minus. Inklusion som begreb giver ikke mening i sig selv. Til gengæld har det givet plads til, at noget nyt med virkelige handlinger og et virkeligt indhold er i færd med at vokse frem.

Kai Petersen, redaktøren på AKT bladet2, har efterspurgt inklusionsbegrebets afløser. Jeg tror ikke, at vi kan binde vores teori og praksis op på fuldstændig fastlåste begreber. Begreberne flyder og giver forskellig teoretisk og pragmatisk betydning alt efter, hvem vi er og tid og sted. I artiklen “Empativitale fællesskaber” af Thomas Røpke i dette nummer af “Specialpædagogik” føres vi frem til et nyt og meget velbegrundet begreb, som et bud på inklusionsbegrebets afløser lige nu.

Hver dag udøver lærerprofessionen professionel kærlighed, det gør den på trods af, at den ikke selv er blevet mødt på samme måde. På tænketanken Sophias konference “På bagkant af reformerne – på forkant med konsekvenserne” d. 19. september var der en kvindelig lærer, som gav udtryk for dette. Konferencens hovedtema var konsekvenserne af det videnskabelige syn, som ligger bag folkeskolereformen og reformen om læreruddannelsen.

Gert Biesta, professor på University of Luxemburg anskueliggjorde, hvorledes den tekniske mulighed for massemåling af elevers faglige standpunkt har haft afsmittende effekt på undervisningslovgivningerne og på forståelsen af elever. Konferencen var enig med sig selv om, at vi er mennesker i kraft af vores væren og ikke i kraft af sproglige og matematiske fortællinger. Vi har værdi i os selv. Vi er lige værdige, og derfor må vi danne os til et liv, hvor netop det er forudsætningen og visionen.

Danmarks lærerforening her i efteråret offentliggjort en undersøgelse om, hvordan folkeskolens lærere synes, at det går med inklusion i praksis. Det går ikke godt. 8 ud af 10 lærere, synes ikke, at elever i særlige læringssituationer får den hjælp de har brug for. Forudsigelighed, fast struktur og en overskuelig hverdag er ikke virkeligheden i skolen, nu hvor folkeskolereformen er virkelighed.

Der er brug for, at specialpædagogikken tager livtag med den ramme folkeskolen befinder sig i, både ved at nytænke sin egen teori og praksis og ved at formidle sig selv. Det er lige netop hvad alle vores forfattere i dette nummer har gjort.

Rigtig god læselyst.

Mette Friderichsen ■