2015-1 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2015-1

Folkeskolereform, arbejdstidsregler, inklusion

Vi har inden for skoleverdenen fået nogle strukturrammer, som for de fleste steder stadig er et dagligt udfordrende arbejdsfelt – i flere henseender. For nogle er det blevet en kærkommen mulighed for at prøve nyt, prøve sig selv af og ikke mindst afprøve modeller og spændende metoder, som er dukket op i takt med at flere og flere børn og unge er blevet placeret i fællesskaber under forudsætning af udvikling af samhørighed.

For andre er det blevet lidt af en prøvelse at skulle klare kravene til en stadig mere resultatorienteret undervisning samtidig med, at elevgruppen udfordrer.

Forberedelsestiden er blevet reduceret, og tiden til teamsamarbejde er forsvundet i planlægningen af en ændret skoledag. På skolefronten registreres både glæde og vrede.

Mange dygtige lærere har valgt folkeskolen fra i frustration over ikke at have tid til at gøre det, de synes er nødvendigt for at give hver enkelt elev i fællesskabet en god skoledag. En god bekendt skrev således ved årsskiftet. ”Jeg sendte i går min opsigelse. Jeg er ingen middelmådig lærer, og jeg bliver det aldrig. For børn er der intet alternativ til succes, men den opnår de aldrig med dårligt forberedte lærere”.

Hun var en af dem, der gjorde en forskel. En der nød at arbejde med børnefællesskaberne i klasserummet, hvor både diagnosebørnene, de urolige børn og de alt for stille børn blev set, støttet og styrket, så de gik fra skole med smilet helt op i øjnene.

Mange lærere har måttet bide i det sure æble og acceptere, at kroppen ikke har kunnet klare presset og er gået ned med stress. En svensk kollega skrev: “Jag är sjukskriven før utmatning”. Også lærere i vores nabolande oplever, at der bliver mere og mere pres på arbejdsdagen, og kravene til synlige resultater giver store udfordringer. Der er pres på folkeskolen og dens ændrede struktur.

De nye forhandlinger har ikke givet ændringer i forhold til arbejdstiden, og skolerne må endnu en gang pudse brillerne i forhold til at få skarpere fokusering på inklusionens mange muligheder. Vi kan let fortabe os i de svære tider, det er for mange skoler, lærere og pædagoger, der knokler for at få inklusionen til at blive en succes, når snævre arbejdstidsregler i tilknytning til en ny reform kaster lange skygger ind over indgangsportalen.

Her må vi dog ikke glemme de mange hjem, der er begejstrede for reformens flere muligheder med en længere skoledag, mere bevægelse indlagt i skoledagen og færre lektier.

Undersøgelser viser, at for mange hjem er skolereformen blevet det åndehul, som har givet ro og mere energi til fælles samvær på hjemmefronten. Mit håb må være, at en styrkelse af forældres og børns mulighed for øget samvær også vil give skolerne bedre betingelser for en succesfuld inkluderende proces.

Til inspiration for flere synsvinkler på det inkluderende arbejde har Specialpædagogik i dette nummer af tidsskriftet samlet artikler fra såvel egne rækker som fra vore nabolande Norge og Sverige.

I håbet om rigtig god læselyst vil jeg medsende mine bedste ønsker for en fællesskabsfremmende inklusionsproces til gavn for såvel skolernes undervisning som hjemmenes trivsel.

Ulla Clausen ■