2015-2 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2015-2

Lise 10 år

Ja, det drejer sig selvfølgelig om Inklusion. Jeg skulle nok skrive Inklusionen, den vi alle er godt i gang med, men nok aldrig bliver helt færdige med, til trods for, at ordet efterhånden er blevet så skambidt, at det næsten ikke er til at hoppe på længere. Det lyder lidt bedre med ”arvtageren børnefællesskaber”, som åbner mulighed for en mere konkret fokusering på barnet i fællesskab med andre børn.

Men er børn i vore dages digitale verden i stand til at danne børnefællesskaber?

Når jeg går ned ad gaden, ser jeg børn i alle aldre med bøjet hoved dybt optaget af at læse/skrive på mobilen uden umiddelbar kontakt med den nære omverdenen.

Jeg bliver dog noget lettet, når jeg fra lille Lise, der endnu ikke er færdig udredt, men tæt på en diagnose, hører, at hun håber, at hun snart kan komme i skole og være sammen med sine veninder. Dem savner hun meget at have fællesskab med på anden måde end at skype med dem. Lise er 10 år og har ikke været i skole det sidste halve år. Det er for svært for hende, når dagen bliver for uforudsigelig med for meget støj. Hun reagerer med mavepine, hovedpine, kvalme og svimmelhed. For hende begynder skoledagen heldigvis ikke med at kaste op, som den gør for andre af de børn, jeg kender, for hvem inklusionen er blevet en alt for voldsom oplevelse. Lise har glæden ved børnefællesskabet.

Et fællesskab hun er så fokuseret på, at hun tilkendegiver, at det er sjovere at være sammen med veninderne end at sidde og skype med dem og mange andre, der nok heller ikke er i skole.

Ikke alle steder har man endnu opnået at skabe så sikre rammer for inklusionen, at børnefællesskaberne kan udvikle sig på betryggende vis. Det er her det specialpædagogiske og det almen pædagogiske univers må finde en fælles balance – ellers øger vi sårbarheden og tager styrken ud af de inkluderende målsætninger.

Artiklerne i denne udgave af Specialpædagogik indeholder artikler, der både ser på barnet, der skal være en del af børnefællesskaberne og på den kontekst, der skal virke befordrende på muligheden for at danne fællesskaber. I den sammenhæng er det ikke uvæsentligt at se nærmere på almen pædagogikkens og specialpædagogikkens samarbejde – eller hvad det nu er, der er i spil.

Artiklerne har både et aktuelt perspektiv og en mere historisk tilgang til en vurdering af dilemmaer i det specialpædagogiske univers såvel som i det almen pædagogiske.

God læselyst!!
Ulla Clausen, psykolog ■