2016-1 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2016-1

Hvad er inklusion uden hjælp til fællesskaber?

Først vil jeg sige velkommen til vores første digitale nummer af tidsskriftet Specialpædagogik. Vi i redaktionen håber, at det bliver en succes at læse en del af vores artikler digitalt. I takt med, at vi har åbnet vores nye hjemmeside med tidsskriftet for specialpædagogik og inklusion, er der fra regeringens side sat eftersyn af inklusionen i gang.

Det kan kun glæde os, at inklusionen bliver set efter i sømmene. Vi har bragt mange artikler i vores tidsskrift, der vidner om de store udfordringer inklusionen har, når vi ser på målsætningen om, at 96% af folkeskolens elever nu skal være en del af den almindelige undervisning.

Artiklerne i dette tidsskrift beskriver fællesskaber eller mangel på samme set fra tre forskellige vinkler. I Ditte Dalum Christoffersens artikel om mobning er det meget tankevækkende at læse om, hvordan en klasse, der får lov at danne sine grupperinger uden indblanding, kan have en næsten urokkelig holdning til, hvem der kan in- eller ekskluderes i grupperne. Det synes næsten som en afmærkningsduft i en territorie kamp, der bestemmer, hvem der er inde, og hvem der er ude. Det er en meget tankevækkende artikel.

De interessante spørgsmål er, hvor er de voksne? Hvem hjælper medløberne derude med at tage ansvar? Hvor er det fælles ansvar for at alle er inkluderet i en klasse?

I Anette Linds artikel om ondskab hører vi om, hvordan inklusionen, når den slår fejl, fører til magtanvendelse og nederlag. Vi hører om hvordan elever, lærere og pædagoger bliver presset ud i situationer, der er katastrofale og ikke gode for nogen. Inklusion kræver overskud, og når overskuddet ikke er til stede, kan ingen tage sig af hinanden eller være en del af fællesskabet. Jeg håber, at inklusionseftersynets ekspertgruppe ser på fænomenet ”når gode mennesker handler ondt”.

Birgitte Francks artikel om inklusionseftersynet i folkeskolen, beskriver hun, hvordan en stor del lærere er blevet kastet ud i inklusionsopgaven uden faldskærm, anvisninger, efteruddannelse eller ekstra ressourcer til at klare opgaven. Nogen ressourcer er til stede, det er bare de færreste, der ved, hvordan de får fat i dem. Vi får fornemmelsen af at være med på Titanic den synkende skude.

Vi kan stadig håbe at ekspertgruppen vender tilbage med redningsbåde i kraft af især anbefalinger til praksis, hvordan skal lærerne i praksis klare denne enorme ekstra opgave, som inklusionen kræver. En ønsket redningsbåd ville også være økonomi til efteruddannelse, tidlig indsats og ekstra ressourcer til opgaverne. Jeg tror desværre kun vi har set toppen af isbjerget.

Vi ved godt, at en pind er let at knække, men lægger vi 25 sammen, så er de stærke. Aldrig har jeg set og hørt om så mange børn, der bliver sat ud på gangene som nu. De er skrøbelige og alene derude med deres pind – ekskluderet.

God læselyst!

Pernille Ryhl-Svendsen
Redaktør og inklusionsvejleder