2016-2 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2016-2

Inklusion – et emne med evighedsværdi

Jeg har tidligere her i kommentaren nævnt, at begrebet børnefællesskaber giver rigtig god specialpædagogisk mening i forhold til en inkluderende praksis. Jeg har også markeret, at begrebet “inklusion” er blevet noget “mølædt”. Den markering må jeg nok æde i mig, fordi der hele tiden foregår forskning i inklusion.

Forskning tager tid, og derfor kan vi fremover forvente, at megen ny viden vil blive formidlet, og inklusionsdebatten vil hele tiden forny sig. Især vil den del af debatten, som vedrører omsætning til praksis blive sat under lup – og heldigvis for det.

Vi har i 2015 fået resultaterne fra Dokumentationsprojektet, der dels består af den endelige rapport vedr. Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2015 og dels en kvalitativ analyse af Dokumentationsprojektet i forhold til 19 skolers erfaringer med inklusion 2013 – 2015.

Sidstnævnte udarbejdet af Camilla Brørup Dyssegaard og Niels Egelund, der også har været medarbejdere på den endelige rapport. Erfaringen fra de 19 skoler viser, at målet med, at 96 % af eleverne undervises i de almene klasser, er nået. Skolelederne er de mest positive – lærernes applaus er noget mere lunken.

Lærerne peger på, at den kompetenceudvikling, de bliver tilbudt, har for lidt sigte på den praktiske dagligdag. Udfordringerne med de udadreagerende elever tager alle de ekstra tilmålte ressourcer, og det bliver stadigt vanskeligere at få støtte fra såvel AKT- og inklusionsvejledere som PPR-medarbejderne.

Generelt synes lærerne, at de er blevet ladt i stikken i forhold til at få de fornødne ”redskaber” til at klare den skolemæssige hverdag med henblik på at håndtere udfordringerne med inklusionen. De ekstra midler bruges til ”brandslukning” i stedet for til udvikling af undervisningen.

Fra min specialpædagogiske synsvinkel drejer det sig om at få mere fokus på – ja på specialpædagogikkens omsætning til praksis. De medarbejdere, der har erfaringen fra specialundervisningen med sig, hvor de har skullet håndtere komplicerede undervisningssituationer med såvel diagnosebørn som udadreagerende børn m.m., de kunne med fordel indsættes som sparringspartnere for lærerne fra den almene undervisning. Det ville blive en ”sidemandsoplæring”, hvor læring blev et fælles anliggende for både børn og voksne.

I dette nummer af Specialpædagogik har vi sat fokus på inklusionsperspektivet, hvor netop forskningen på praksisfeltet er det bærende. Ydermere kan vi denne gang præsentere ikke mindre end to peer reviewede artikler, som begge er forsynet med et lille forstørrelsesglas. Det betyder at I læsere i netop disse artikler får formidlet viden, som ikke bare artiklernes forfattere forskningsmæssigt garanterer for, men også uvildige forskere på samme område kan stå inde for artiklernes validitet.

Lad folkeskolens lærere få overskuddet til at være undervisere tilbage. Det vil vi med dette nummer af Specialpædagogik gerne bistå med.

Rigtig god læselyst.

Ulla Clausen, psykolog ■