2016-3 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2016-3

Praksisnær

Inklusion er både godt og skidt, men når det ikke fungerer så er det jo “fuldstændig sindssygt“, og man kan se på mange af de elever “som bliver placeret, sådan tvangs-inkluderet………at de har brug for at sidde alene.” Sådan sagde en ung lærer til mig d. 11 maj da inklusionseftersynets afrapportering udkom.

Han sagde også: “Vi er alle sammen fuldstændig kørt ned af det … og meget meget trætte hele tiden, der er hele tiden nye ting, som vi skal tage stilling til, som vi overhovedet ikke har fået noget af på seminariet“. Øij, der er noget at tage fat på!

Der er også noget at tage fat på, efter at inklusionseftersynet udkom med over 100 anbefalinger med et overvejende fokus på løsninger i det praksisnære. Anbefalingerne kalder på: “at vi sætter os sammen og gennemgår dem” for at prioritere dem, ellers skyder vi med “spredehagl“, sagde DLF-formand Anders Bondo Christensen. Han sagde også, at “det eneste rigtige at gøre” er at opgive ambitionen om, at 96 % af folkeskolens elever skal gå i almenklasser, som inklusionseftersynet peger på.

Specialpædagogikken med dens personlige identitet skal ud og arbejde i praksis. Bondo udtrykte det på denne måde: “Det vil være en kæmpe hjælp for lærere og elever, hvis vi kunne få de rigtigt dygtige speciallærere ind i normalundervisningen i en periode sammen med de lærere, som står for undervisningen“. Lige præcis! for “Lad ikke viden gå til spilde”.

Lad heller ikke viden blive overfladisk. En nyuddannet lærer, jeg kender, husker det obligatoriske modul om specialpædagogik på læreruddannelsen således:
“Altså jeg synes, det var meget teoretisk og ikke særlig praksisorienteret. Vi arbejdede med få personer, hvor vi snakkede om personerne og om deres teorier, men ok, man når heller ikke så meget på 72 timer“. Der skal meget mere til, og teori og praksis skal forbindes på en meningsfuld måde.

Det er en skændsel, at vi svigter de lærerstuderende, både de der er optaget af skolens almenhed, og de der er optaget af skolens specialområder og spiser dem af med et lille obligatorisk modul om specialpædagogik på læreruddannelsen.

Fra et lille survey, jeg lavede på læringsfestivalen i marts 2016 og fra mange samtaler med lærerprofessionelle, ved jeg, at lærere i høj grad mener, at de selv har ansvar for videns- og kompetenceudvikling i forhold til inklusionsintentionen.

Det er forståeligt, for ellers bryder skolehverdagen sammen, men samfundets fælles ansvar skal understøtte skolen. Lærerne kalder på det praksisnære, og inklusionseftersynet kalder på det praksisnære, men vi kan ikke tillade os, at lade de skoleprofessionelle stå alene uden de fornødne ressourcer til uddannelse, for hvis praksis skal sno sig om sig selv, så bliver de skoleprofessionelle “trætte”.

Rigtig god fornøjelse med dette nummer af tidsskriftet.

Mette Friderichsen ■