2016-4 Tidsskriftet Specialpædagogik
kr.98.00 kr.
Du downloader pdf af tidsskriftet ved køb
Kommentar nr. 2016-4
Evidens og følelse – nordiske brydninger
I september 2016 afholdt Nordisk Forbund for Specialpædagogik konference i Reykjavik, Island. Temaet var ”Från hinder til færdighet”, og programmet fokuserede især på amerikansk inspireret evidensforskning. Deltagerne, der kom fra alle de nordiske lande, kunne derfor stifte bekendtskab med effektfulde programmer, se data over elevers progression og høre om, ”hvad der virker”.
I international pædagogisk forskning har der længe været en stigende interesse for evidens og effektmåling. I samtlige nordiske lande søger man – især fra politisk hold – at finde svar på, ”hvad der virker” og sikre, at de penge, der bruges på specialpædagogik giver mest mulig ”output” i forhold til elevers læring og udvikling.
Island har dertil en lang tradition for at orientere sig mod USA, både politisk og videnskabeligt, og landet formår derfor at repræsentere en interessant kombination af en stærk nordisk tradition og anglo-amerikansk policy og forskning. Islændingene er generelt meget stolte af deres kultur og rødder og forsøger på samme tid at finde frem til, hvad der virker bedst gennem de evidensbaserede tækninger og forståelser. Det interessante er, at kulturkærligheden ikke handler om effekt, men om følelse, mens evidensinteressen repræsenterer det stik modsatte.
Der synes på den måde at herske en dobbelt ambition i forhold til det specialpædagogiske område. Dels ønsker man at kunne anvende præfabrikerede manualer og metoder, som var rigt præsenteret på konferencen, samtidig med at man også ønsker at tage udgangspunkt i barnet som subjekt i en kultur, hvor man har respekt for den enkelte som selvstændigt individ.
Den amerikanske forsker Lynn Fuchs præsenterede eksempelvis PALS som ide og metode. Her fortalte hun – gennem referencer til medicinske problematikker som forhøjet blodtryk – hvordan man må se på barnets manglende læseevner som en slags sygdom, der kunne og skulle behandles gennem en nøje tilrettelagt ”intervention”. Præcis som en læge forsøger at finde den mest effektive kur, skulle speciallæreren foreskrive den mest effektive vej til at løse barnets problem med læsningen via PALS-konceptet.
Der kan konstrueres mange og gode argumenter, der taler for en sådan løsning, fx: 1) Barnet vil senere i livet muligvis få problemer med både job og uddannelse, hvis læsningen ikke forbedres. 2) Som skoleelev kan det skade selvværdet, hvis man konstant oplever ikke at slå til. 3) Vi lever i en skriftsprogskultur, hvor både professionelle, civile og sociale relationer i høj grad er båret af det skrevne ord.
Det, der til gengæld i mindre grad blev drøftet på konferencen blev barnet som subjekt, og spørgsmål om motivation, glæde og fælleskab var ikke på dagsordenen. Der var ved konferencens åbning et fint besøg fra en af Islands specialskoler der stillede med et børnekor, der sang tre sange for de nok omkring 200 deltagere. Men det var så det, og herefter stod den på evidens og effektmåling, og de børn, det hele skulle handle om, fremstod blot som tal i statistikker.
Noget andet, man kan være bekymret for, er om der i grunden er evidens for evidensen? Hvorfra ved man, om det man måler på, virkelig er så nødvendigt om 20-25 år, når eleverne skal træde ind på det efterhånden så dominerende arbejdsmarked? Hvordan kan man efter sigende anvende metoder fra sundhedsvidenskaben uden at tjekke for placebo-effekt (altså kontrolforsøg, hvor hverken ”patient” eller ”læge” ved, at der behandles med en virkningsløs kalktablet)?
Hvordan kan man egentlig lave gigantiske metastudier af ”hvad der virker”, når man i århundreder har vidst, at en barndom og en skolegang opleves på en helt unik måde af hver enkelt menneske?
I behandlings- og specialpædagogikken kan man med god ret argumentere for, at der er behov for både evidens og følelse, og derfor er den særlige islandske specialpædagogiske tradition måske ekstra interessant. Ingen kan betvivle, at der er brug for at måle på både årsager til særlige vanskeligheder og effekter på de indsatser, der iværksættes i den forbindelse. Der kan modsat heller ikke herske tvivl om, at pædagogik som fænomen er fyldt med uvished om fremtiden, følelser, subjektive oplevelser og kulturelle normer – alt sammen noget, der ikke kan måles med positivistisk præcision.
Ditte Dalum Christoffersen og Brian Degn Mårtensson ■