2016-5 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2016-5

Specialpædagogik er et uddannelsesfag

I disse novemberdage, hvor vi i samarbejde med lektor i specialpædagogik ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse Lotte Hedegaard-Sørensen, lægger sidste hånd på vores særnummer om specialpædagogik, er der kommet en håndfuld skolepolitiske udmeldinger og forskningsresultater, som bekræfter os i relevansen af netop dette særnummer.

• Vi har lige fået en ny regering og med den et nyt regeringsgrundlag, som afsætter 500 millioner kroner til skoler, som lykkes med at udvikle på hjælpen til de fagligt svage elever. Denne udvikling forudsætter special- og inklusionspædagogiske ressourcer i skolen.
• En rapport fra Socialforskningsinstituttet fortæller om, hvordan inkluderede børn, som tidligere har gået på specialskole eller i specialklasse ikke oplever sig inkluderet i almenskolen. Dette ville ikke være sket i samme målestok, hvis eleverne i højere grad var blevet mødt med specialpædagogiske tiltag i det almene regi.
• Udnævnelsen af Merete Riisager som ny undervisningsminister peger på en opblødning af folkeskolereformens kant, fordi ministeren tidligere har forholdt sig kritisk over for reformen. Dog skal alle elever stadig blive så dygtige de kan. Det er en opgave, som forudsætter special- og inklusionspædagogiske kompetencer o skolen.

Masterkandidater formidler
Tidsskriftet Specialpædagogiks mål er, på et empirisk grundlag, at formidle viden og skabe grundlag for debat om specialpædagogik og inklusion. I dette særnummer præsenterer vi seks artikler, som alle er skrevet af kandidater, der har afsluttet en masteruddannelse i specialpædagogik på Dansk institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) inden for de senere år.

Masteruddannelsen er karakteriseret ved, at fagprofessionelle, der er dygtigt forankrede i specialpædagogisk arbejde, kan arbejde med problemstillinger i deres arbejde på en videnskabelig måde. Det kommer der fantastisk relevant og spændende viden ud af, som det har været et ønske at vise frem til det specialpædagogiske felt.

På masteruddannelsen arbejder studerende med de samfundsmæssige og politiske vilkår for special- og inklusionspædagogisk arbejde og forholder sig til konkurrencestatens indflydelse. Studerende arbejder med analyser af praksis med fokus på pædagogiske og didaktiske teorier. Og endelig arbejder studerende med at forstå, hvordan institutionelle og organisatoriske rammer skaber betingelser for selvsamme praksis.

Undervisere og studerende på uddannelsen er optagede af, hvordan specialpædagogikken og inklusionen bevæger sig aktuelt – både i teori og praksis. Og der er rigtig mange bevægelser i gang på området, som må begribes, forstås og hvis konsekvenser, det er vigtigt at indfange.

Er specialpædagogikken ved at blive udgrænset?
En gennemgående problematik, som tages op i analyser og i undervisningen er specialpædagogikkens plads og status i politik og uddannelse, både på grund-, efter- og videreuddannelse. Er den ved at blive udgrænset og afløst af inklusionspolitik og almenpædagogik? Er der tendenser til i den teoretiske og politiske diskussion, at specialpædagogikken reduceres til en individfokuseret, psykologisk, medicinsk disciplin, der modvirker inklusion, deltagelse og læring i almenpædagogiske miljøer?

Rent faktuelt ser vi, at specialpædagogikken som uddannelsesfag – på baggrund af det seneste årtis ændrede lovgivninger på specialundervisningsområdet – er i forandring væk fra sit forholdsvis selvstændige fodfæste. Inklusionsloven af 20121 og folkeskolereformen af 20132 fokuserer på inklusion som et afgørende princip for skolens virksomhed.

På læreruddannelsen er faget specialpædagogik nedlagt som linjefag og dækkes nu af et kort modul. På pædagoguddannelsen optræder faget i samspil med socialpædagogik og masteruddannelsen i specialpædagogik (og socialpædagogik) får færre ansøgninger, da kommuner ikke er indstillede på at betale for den længere.

På efteruddannelsesområdet har vi set, at de traditionelle specialpædagogiske områder (tale, høre, syn, generelle indlæringsvanskeligheder m.fl.) er forkortet tidsmæssigt og indholdsmæssigt i forhold til den tidligere speciallæreruddannelse, som blev afskaffet i 2000. Generelt mangler vi overblik over, hvordan de pædagogiske diplomuddannelser udvikler sig inden for det specialpædagogiske område.

Inklusion uden specialpædagogik er ekskluderende!
I dette særnummer sætter vi fokus på, hvordan seks masterstuderende har defineret specialpædagogikkens rolle i deres arbejde. De abonnerer alle på en bred forståelse af specialpædagogik som fag, der rummer samfundsmæssige, kulturelle, institutionelle og organisatoriske vilkår og måden specialpædagogikken indgår i praksis, i tæt forbindelse med almen- og inklusionspædagogiske praksisformer.

Det fremgår af artiklerne, at en inkluderende pædagogik, der ikke også rummer en specialpædagogisk faglighed, bliver ekskluderende og ikke inkluderende. Og videre, at en forudsætning for læring, trivsel og udvikling er, at special- og almenpædagogikken som forskellige faglige dimensioner indgår i praksis og sikrer en praksis, der forener faglige, sociale og personlige aspekter af børns og voksnes hverdags- og skoleliv.

Mette Friderichsen, ansvarshavende redaktør og
Lotte Hedegaard-Sørensen, lektor i specialpædagogik, DPU ■