2018-1 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2018-1

“Jeg ka’ også li’ pizza! 🙂

Jeg har klistermærker i min taske: Smileys, hjerter, sjove dyr og Spidermans. Mine små børn, som går til taleundervisning hos mig, får et klistermærke, når vi er færdige med taleundervisningen.

Mikkel vil have dem med drager, og Ida vil have Elsa fra Frost. De bliver begge rørende glade og stolte over at blive belønnet og vil straks vise mærkerne til deres kammerater. Det er ikke noget, jeg til daglig reflekterer synderligt meget over, og jeg kan oven i købet gribe mig selv i at tænke, at det er lidt let købt med gammeldags bolsje- eller belønningspædagogik.

Sagen er dog den, at behaviorismen, som er belønningspædagogikkens ophav, har langt mere at byde på, end vi til daglig er bevidste om. Det handler ikke kun om klistermærker, det handler også om bekræftende eller afkræftende gestik, pædagogisk og psykologisk refleksion, læring og inklusion. Det handler også om at få stillet noget godt i udsigt, man kan glæde sig til, og man kan føle, at man har gjort sig fortjent til.

I sin peer reviewed artikel om behaviorismen i den inkluderende skole fører Henrik Skovlund læserne igennem behaviorismens historie dens fortalere og modstandere og åbner op for, hvordan vi ved bevidste valg og refleksion, i behaviorismen faktisk kan finde en meningsfuldhed, som jeg er blevet klogere på efter at have læst artiklen.

Micki S. K. Sunesens artikel om kompetenceudvikling, er ligeledes en peer reviewed artikel. Sunesen bidrager med en grundig undersøgelse af, og et nuanceret syn på fænomenet og begrebet kompetenceudvikling. Kompetenceudvikling må ske, når der er brug for det. Det skal ske i et demokratisk og dannende perspektiv og ikke som de topstyrede forløb, som vi f.eks. har set mange steder i forbindelse med implementeringen af inklusionsloven.

I sin artikel “Stille børn” kommer Ellen Lystbæk med nogle meget fine bud på, hvordan vi kan møde de børn, som virkelig er alvorligt udfordret på deres trivsel og læring, fordi de ikke ytrer sig. Jeg er blevet inspireret af Lystbæks viden og erfaringer over for Emma, som er et udsædvanlig stille barn, når hun er i sin skole. Professionel personlig kommunikation, tryghed, og indsigtsfuld imødekommelse af Emmas familie er nogle af de tilgange, som må tages i brug.

Men Emma fik også et klistermærke af mig, da hun efter 5 minutter fastfrossen stilhed endelig sagde noget; “Jeg ka’ også li’ pizza!”.

Mette Friderichsen, ansvarshavende redaktør ■