2019-4 Tidsskriftet Specialpædagogik
kr.98.00 kr.
Du downloader pdf af tidsskriftet ved køb
Kommentar nr. 2019-4
Mennesker i specialpædagogikken
For nogle år siden skrev jeg et masterprojekt om vores tidsskrift. Jeg ville undersøge tidsskriftets historie, hvilke diskursive tendenser, som er og har været medrivende for os, og ikke mindst om papirudgaver af tidsskriftet stadig har gang på jord.
Jeg undersøgte, hvilke kategorier vores artikler kunne placeres i fra perioden 2006 til 2016.
Bunker af tidsskrifter dækkede mit stuegulv, alle med indholdsfortegnelsen opad, og efter en rum tid havde jeg talt mig frem til, hvad jeg i forvejen havde gættet: at vi fortrinsvis havde bragt artikler om diagnoser og inklusion, selv om de traditionelle specialpædagogiske områder tale-høre-læse-syn og tilknytningsforstyrrelser også havde en stor vægt. Et område, som desværre ikke fyldte så meget var specialundervisning for voksne, så det har været et mål for os at få flere artikler om denne gruppe,
og det har vi netop fået.
Afasi og Cooperative Learning
Vi er glade for at kunne bringe en artiklen ”En ny tilgang til undervisning af mennesker med afasi: Cooperative Learning på hold” Artiklen fortæller om, hvordan dedikerede logopæder på kommunikationscentret Region København, i en årrække har arbejdet med kommunikationstræning i grupper med mennesker med afasi. Tilbuddet hører bl.a. under lov om specialundervisning for voksne, og både borgere og logopæder har haft stort udbytte af det. Selv om man ikke selv arbejder med afasi, synes jeg, at artiklen generelt inspirerer til at prøve noget nyt, og den udbreder viden om afasi og kommunikation og ikke mindst om metoden Cooperative Learning.
Når elever underviser andre elever og specialpædagogik i sig selv
Under mit masterprojekt åbenbarede der sig mange titler og forfatternavne på bagsiden af mine mange bunker med tidsskrifter. Et af dem var Niels Egelund.
Han har været en hyppig skribent hos os i slut- 80’erne og op gennem 90’erne under KVIS-projektet, som dannede forløberen for inklusionslovgivningen og kommunernes selvstændige løsning af specialpædagogiske opgaver efter strukturreformen.
Niels Egelund har skrevet til os igen. Med sin vanlige sans for tal, statistik og metaforskningprojekter har Egelund skrevet om effekten af undervisning, når elever underviser hinanden. En lille artikel, som kan inspirere til elevtutoring, som det hedder, i både almen- og specialundervisningen.
Jeg har ikke kunnet lade være med at spørge Niels Egelund, om han kunne huske første gang han skrev til Tidsskiftet: Han svarede således:
“I 1996 blev jeg professor i specialpædagogik ved Danmarks Lærerhøjskole efter at have arbejdet med specialpædagogik i udlandet i en årrække. Inden jeg skulle tiltræde, måtte jeg jo finde ud af, hvad der var sket på feltet i Danmark de seneste fem år. Hvad var den bedste måde at gøre det på – jo jeg lånte de seneste fem årgange af Specialpædagogik hjem gennem mit lokale bibliotek og brugte mine aftener i nogle uger til at læse alle artiklerne, og så var jeg klar. Allerede i 1996 kom min første artikel i Specialpædagogik: ”Undervisningsdifferentiering i praksis”1. Og det er blevet til nogle stykker siden.”
Jeg er ikke sikker på, at vi i dag vil kunne bidrage så relevant med hensyn til belysning af det specialpædagogiske område, og det er der mange grunde til; bl.a. udviskningen af det specialpædagogiske under inklusionsbestræbelserne, digitalisering af viden (hvilket vi jo i kraft af vores digitale udgivelser også selv bidrager til) og erkendelsen af, at specialpædagogik ikke som sådan er et selvstændigt felt, men må låne sig frem i pædagogikken, psykologien, filosofien, medicinen og mange andre steder. Jeg har dog et ønske om, at vi kan blive flere om at understøtte specialpædagogikken i sig selv alligevel, for uden den kan vi ikke lave en skole for alle.
En måde at gøre dette på er at melde sig ind i Danmarks Specialpædagogiske Forening, som er med til at udgive nærværende tidsskrift. Tidsskriftet er et talerør for både teoretikere og praktikere, og vi får mange artikelforslag, som ikke ville have et formidlingssted, hvis ikke vi var her. At drive tidsskrift koster penge, at understøtte en samfundsmæssig strømning, eller diskurs om man vil, og give den pondus i samspil med det politiske på alle planer koster penge. Medlemskabet af DSF koster ikke mange
penge bare 475 kr. for et år, og så får du 4 udgaver af tidsskriftet samt adgang til alle vores digitale udgivelser.
Det mange perspektiverede arbejde i PPR
Jens Laugesen, tidligere fagkonsulent i PPR, har skrevet til os om vejlednings- og konsulentarbejde i PPR. Dette arbejde har en fornem opgave i ikke at fremtræde dogmatisk og hverken udviske det individuelle, det kontekstuelle, det tilpasningsmæssige eller det autentiske nærvær. Kunsten er at bringe det hele i spil, ikke underkende noget frem for noget andet og medvirke til at bringe et mulighedsrum frem, som giver plads til nye pædagogiske handlinger. Under begrebet dobbeltperspektivering og med mange eksempler fra praksis udfolder Jens Laugesen dette.
Danmarks Specialpædagogiske Forenings kursus i Vejle
Jeg har været på DSF- årlige kursus i Vejle. Kursusudvalget havde gjort sig stor umage med programmet, som under overskriften “Stilladsering” bl.a. bød på neuroaffektiv udviklingspsykologi præsenteret af psykolog Knud Helborn, og vitaliseringspsykologi og -pædagogik præsenteret af professor i psykologi Jan Tønnesvang. Med disse to oplægsholdere fik psykologien og neuropædagogikken en vægtig plads på det specialpædagogiske kursus. Et godt eksempel på, hvordan det specialpædagogiske er et konglomerat af flere faglige retninger og teori og praksis i fællesskab. Praksisfeltet var dog ikke glemt, og Helle Overballe Mogensens oplæg om vredeshåndtering fik mig til at mindes min tid som specialklasselærer på Bjergmarskolen i Holbæk.
Helles oplæg var fyldt med praksisfortællinger, som jeg genkendte, og hendes slides svømmede over med tegninger af børn og forskellige smileys: Vrede, glade, triste, tænkende og spørgende. Helle er overbevist om, at visualisering som metode overfor vrede børn med særlige behov er uomgængelig, for disse børn har jo meget ofte store vanskeligheder med det sproglige. Derfor duer lange formaninger og forklaringer ikke. Alle Helles smileys og visualiserede sociale historier gav mig mening. Helle fortalte om en dynamisk og både planlagt og situeret brug af vredeshåndtering, og også om vigtigheden af en dyb baggrundsforståelse for fænomenet vrede. Den vrede, Helle arbejder med, er problematisk vrede i forhold til skolens hverdag og virkelighed, og ikke patologisk vrede, som alvorligt fænomen hos tilknytningsforstyrrede eller diagnosticerede elever. Men ingen metode eller ingen teori må eksistere uden kritisk forholden sig til den. Selvfølgelig er der her tale om tilpasning og en på forhånd given forståelse af ”den passende elevs optræden”.
Carol Dwecks mindset teori
Netop den passende elevs optræden kommer forfatteren Anette Lind ind på i sin artikel om Dwecks mindset teori, hvor sprogliggørelse overfor børn fra forældre, pædagoger og lærere, på bestemte måder, skal fremme et passende mindset (tankesæt), udtrykt som det udviklende mindset, modsat et lukket. Denne teori har i praksis bla. et visualiseringsaspekt med diverse smileys, som i sin form udelukker læreren eller pædagogen som autentisk person for eleverne.
Menneske eller person
Menneske eller person. Når vi arbejder med vores artikler sker det som regel i første omgang via mail. Afsenderen er en person, et navn, bogstaver på skærmen, én, i den anden ende, som vil noget. Under arbejdet med artiklerne, oplever jeg, at både redaktør og forfatter åbenbarer sig mere som menneske end som person. Vores forfattere er mennesker, som brænder for deres budskaber, og vi ”brænder” med her i tidsskriftet, simpelthen fordi vi synes, det er vigtigt.
Følelser kan komme i spil, netop og kun netop fordi, det ofte er forfatterens hjerteblod, som skal ud i verden på tryk. Det er faktisk meget smukt. Vi har altid mange og lange både overordnede og store drøftelser om videnskabelige retninger, validitet, disponering mm. og nogle gange nogle lidt mere spidsfindige og nørdede ting om begrebsanvendelse og kommaer.
Susanne Vilstrup
Et menneske, som jeg for nylig har lært at kende, har i den grad åbenbaret sig som et fagligt menneske med et stort hjerte for specialpædagogikkken. Det er Susanne Vilstrup, formand for logopædisk forum. I skrivende stund er hun midt i sin valgkamp for opstilling til hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening. Jeg ved ikke om Sanne kommer ind, men jeg håber så meget, at når du læser dette, er hun netop ved at tage hul på en ny og meget væsentlig retning i sit faglige liv.
Med dette håb vil jeg slutte min kommentar for denne gang og ønske alle læsere en dejlig jul og et rigtig godt nytår.
Mette Friderichsen, Ansvarshavende redaktør ■