Fra 2011-2 Talemotoriske hypo- og hyperkinesier – kliniske former, symptomer og paralleller
kr.0.00 kr.
Du downloader pdf af tidsskriftet ved køb
G. Jan Tinge Ph.d., Logopæd/tale-stemmekonsulent, Center for Hjælpemidler og Kommunikation, Afdeling Logopædi, Plantagevej 4, Bov, 6330 Padborg
Talemotoriske hypo- og hyperkinesier
– kliniske former, symptomer og paralleller
De talemotoriske forstyrrelser, der er relateret til sygdomme og/eller dysfunktioner i basalganglierne og deres circuitsystemer har en hypo- eller hyperkinetisk karakter. De kategoriseres sædvanligvis under ekstra-pyramidale dysartrier.
Både den hypokinetiske og den hyperkinetiske form kan direkte eller indirekte berøre alle niveauer af taleproduktion: holdning, respiration, fonation, artikulation, resonans. Begge former forekommer isoleret, men også i kombination med hinanden.
Der viser sig at være paralleller mellem disse ”styrings”-dysartrier og andre former for centrale talemotoriske vanskeligheder, som vi kender som løbsk tale og stammen, der også optræder isoleret eller i kombination med hinanden, og som kategoriseres under ”fluency”-problemer.
Både symptomatisk stammen og symptomatisk løbsk tale kan have neurogene årsager. Symptomerne kan være de første tegn på neurologiske sygdomme, men også opstå som tegn på en posttraumatisk tilstand. Fraværende neurologiske fund giver ikke sjældent anledning til en forkert diagnose.
Den traditionelle behandling af hyperkinetiske og hypokinetiske dysartrier består i en logopædisk øvelsesbehandling ofte kombineret med en medicinsk behandling. Den logopædiske behandling er lagt i hænderne på fagfolk, der er specialiseret i dysartribehandling. Den traditionelle behandling af stammen og løbsk tale er derimod lagt i hænderne på specialister på disse områder. Yderst sjældent er her indikation for en medicinsk intervention.
I denne artikel argumenteres for, at den logopædiske behandling af hyper- og hypokinetiske dysartrier relateres til behandling af stammen og løbsk tale dog med væsentlig større vægt på de talemotoriske facetter end ved den traditionelle behandling af fluencyforstyrrelser.
Talemotoriske hyper- og hypokinesier har større lighed med stammen og løbsk tale end med andre former for dysartri.
Patienter med erhvervede talemotoriske forstyrrelser af hyper- eller hypokinetisk karakter bør underkastes en symptomanalyse og -behandling, der i teori og praksis er funderet i den logopædiske behandling af stammen og løbsk tale.
Det står til diskussion om stammen og løbsk tale er basale former for udviklingsrelaterede talemotoriske hyper- og hypokinesier. Ødis, forår 2010