Fra 2013-5 Vejledning i skolen som samarbejde og meningsskabelse

Ole Løw, lektor i psykologi ved Via University College, læreruddannelsen, Århus

Vejledning i skolen som samarbejde og meningsskabelse

”Narrativiteten er uimodståelig som en måde at få menneskelig interaktion
til at give mening på”
(Jerome Bruner).

I disse år støder vi stadig oftere på begrebet vejledning ikke mindst i undervisnings- og uddannelsessammenhænge. Skolen og de højere uddannelser har i en årrække foretaget forandringer af lærerens opgaver, som har resulteret i en stadig større vejledningsforpligtigelse.

Et eksempel på denne ekspansion kunne være skolens udvikling af kollegiale vejledningsfunktioner som AKT- vejledere, inklusionsvejledere, læsevejledere, naturfagsvejledere, matematikvejledere med flere (Løw, O., 2009 a). Vejledning er et stort og broget felt, som omfatter mange forskellige teorier og vejledningsformer.

Vejledningsfeltet kan også have forskellige navne ud over vejledning, som for eksempel: rådgivning, supervision, intervision, coaching og sparring (Løw, O., 2009 b). Denne artikel vil se nærmere på vejledning forstået som en samarbejdende og samskabende proces og ikke som en mere eller mindre passiv overførsel af såkaldt ekspertviden fra vejleder til vejledte – vejsøgende1.