Fra 2020-2 Inklusionslov, folkeskolereform og narrativisme – En kritik af en inklusionspraksis

Henrik Skovlund, Lektor Ph.d.

Inklusionslov, folkeskolereform og narrativisme – En kritik af en inklusionspraksis

Siden inklusionsloven i 2012 har inklusion været på dagsordenen i folkeskolepolitik, ikke mindst som en del af inklusionsloven og folkeskolereformens
ambitioner i årene 2012-2013.

I løbende evalueringer af folkeskolereformen viste det ambitiøse inklusionsprojekt at skabe vanskeligheder. De børn, som nu skulle blive i folkeskolen, frem for at henvises til specialskoler, eller skulle tilbage til folkeskolerne i takt med, at man lukkede specialskolerne, var sværere at inkludere end antaget.

I evalueringer af reformen blev der efterlyst specialviden og ressourcer, som traditionelt associeres med specialskoler eller specialundervisning. I en forespørgsel foretaget blandt 1108 lærere i 2018, er det tilsvarende kun hver femte lærer, som føler sig rustet til inklusionsopgaven1.

Modsætningen mellem inklusionslovens og folkeskolereformens ambitioner på den ene side, og lærernes efterspørgsel af specialviden og ressourcer på den anden, er også genstand for nærværende artikel.

I artiklen vil denne modstilling blive relateret til en række konkrete tiltag, herunder ambitionen om at nedlægge halvdelen af landets specialeskoler forud for reformen, specialpædagogikkens uklare status i lærerreformen forud for reformen og den begrundelse, man i 2016 angav for at droppe målsætningen om inklusion af 96% af folkeskolens elever.

Det vil hævdes, at disse tiltag implicerer en subjekt-forståelse, der åbenbares i tiltagenes logik og deres indforståede definition af inklusionsproblemet såvel som dets løsning