2007-3 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar 2007-3

Et rum, to rum, flere rum

Hvad vil det sige at være rummelig? Hvad er det modsatte?

Allerede da undertegnede gik på seminariet eksisterede rummeligheden; det har den for øvrigt altid gjort.

Dengang talte vi om differentiering og skelnede mellem elevdifferentiering og undervisningsdifferentiering; det sidste var vist nok det flotteste. Det var også dengang, vi slyngede om os med ord som integrere og segregere.

Den rummelige skole, som ingen rigtig ved, hvad er, tales der meget om, og den prises i høje toner.

Hvor mange elever, meget forskellige elever kan der være i en klasse, hvis det stadig skal være en velfungerende klasse?

Hvornår opstår skævheden, og hvornår bliver der tale om specialundervisning? Hvorfor er det nu lige, at antallet af elever til det, vi kan kalde den almindelige specialundervisning stiger, ret markant endog?

Det kan ikke komme bag på nogen, at det kræver koncentration og en vis fordybelse at lære noget. Hvordan tackler man den indlæringsmæssige opgave i en 5. klasse, hvor der sidder eksempelvis en elev med Asperger, en elev med epilepsi, en kraftigt udadreagerende elev og et ikke ringe antal præpubertære, letantændelige piger og drenge?

Det turde være indlysende, at specialpædagogisk bistand er påkrævet. Muligvis er det nødvendigt på sigt at pille en eller to elever ud og sende dem over i specialklassen.

Men inden da bør det overvejes at tænke pædagogisk strategisk og lade to lærere undervise i samme klasse. Det er givet utopi at tro på, at den klassiske specialklasse helt kan undværes, men inden da kunne man måske i langt højere grad profitere af ovennævnte tolærersystem, ihukommende, at det altid er en barsk oplevelse for et barn at blive udelukket helt eller delvist fra dets (klasse)fællesskab.

Svend Albrektsen