2019-2 Tidsskriftet Specialpædagogik
kr.98.00 kr.
Du downloader pdf af tidsskriftet ved køb
Kommentar nr. 2019-2
Ἐν ἀρχῇ ἦν ὁ λόγος, καὶ ἡ λογοπαιδεία ἦν πρὸς τὴν Μέττην
Commentarius ad et de Mette
Kommentar om og til Mette
Vores ansvarshavende redaktør Mette Friderichsen har haft rund fødselsdag.
Det vil vi gerne fejre med et tidsskrift, der rammer Mettes daglige profession og hjertebarn logopædi. Udover i mange år at have arbejdet som tale-/hørekonsulent, har Mette også været vores ukuelige og dygtige ansvarshavende redaktør for Tidsskriftet Specialpædagogik siden 2010, og ikke mindst taget en master i pædagogisk udvikling.
Sansen for sprog ses tydeligt i de kommentarer i tidsskriftet, der bærer Mettes signatur. Der er ’musik’ i Mettes sprog – ofte med det strejf af humor, som vi også oplever, er en stor del af Mette. En redaktionel ’hårdknude’ kan hun løsne med en finurlig velturneret bemærkning.
Tidsskriftets ånd er i den grad præget af Mettes tilgang til faglighed inden for specialpædagogik, både hvad angår praktiske og teoretiske tilgange og problemstillinger.
Tidsskriftet Specialpædagogik er netop i denne ånd et sted, hvor der er plads til mangfoldige tekster og mange forskellige slags forfattere; såvel universitetsprofessorer som praktikere, og folk der arbejder med praktikere, så som undervisere eller konsulenter.
Der er også plads til de skæve ting. Mettes holdning er, at der skal være plads til skævhed også selvom man er fagperson. Man kan være skæv på den “rigtige måde”, og i forhold til tidskriftets navn, kan man sige at det med Mettes hjælp er et sted, hvor mangt og meget kan inkluderes også det specielle.
Derfor er det også en stor glæde at kunne præsentere et bredt udsnit af artikler under overskriften “Nedslag i logopædien”. Vi bringer 6 forskellige artikler inden for det logopædiske felt, og artiklerne vedrører følgende emner: Høretab, stammen, sprogtilegnelse, ordblindhed, og læsevanskeligheder.
Det er altid en fornøjelse at arbejde sammen med Mette og vi ønsker hende tillykke med det nye årti.
Ulla Clausen
Ditte Dalum Christoffersen
Henrik Skovlund
Anette Lind og
Sannie Jacobsen
Les redacteurs ■