2023-2 Tidsskriftet Specialpædagogik
kr.98.00 kr.
Du downloader pdf af tidsskriftet ved køb
Kommentar nr. 2023-2
Tryghed, fagligt fællesskab
og matematikfærdigheder
Velkommen til nummer 2/2023, hvor vi har fornøjelsen af at præsentere tre artikler:
Micki Sonne Kaa Sunesen formidler resultater fra fem års aktionsforskning med 533 fagprofessionelle respondenter. Fokus er på co-teaching i grundskolen i den fagfællebedømte artikel Co-teaching, inklusion og psykologisk tryghed. Et vigtigt fund er, at potentialet for co-teaching hviler på behovet for psykologisk tryghed i de professionelles relationer, for at det kan udfoldes.
Kit Stender Petersen udvikler en ny didaktisk model i artiklen Fællesskabende fagdidaktisk model – Når fællesskab og faglighed får lige vilkår, hvor der både sættes fokus på fællesskab og faglighed. Desuden udvides begrebet fællesskabende didaktikker til det nye fællesskabende fagdidaktikker. Modellen præsenteres og afprøves i et caseeksempel fra praksis.
Ib Hedegaard Larsen undersøger i artiklen Tidlige matematikfærdigheder og kognitive markører, hvordan vanskeligheder i matematik kan forstås ud fra en neuropsykologisk vinkel. Matematikfærdigheder tidligt i skoleforløbet har vist sig ikke kun at have en afgørende betydning for det generelle faglige niveau senere i skoleforløbet men også, at de er lige så afgørende som tidlige læsefærdigheder.
Ellers kan jeg fortælle om godt nyt fra redaktionen. Tidsskriftet er inde i en positiv udvikling, hvilket kommer til at betyde, at vi udkommer på tryk for udgave 3/2023 (har udelukkende været digital de sidste par år).
Desuden vil vi i den kommende periode lægge enkeltartikler på vores webshop med gode søgemuligheder, så flere får muligheden for at finde lige præcis dén viden de har brug for. Vores mål er nemlig at formidle viden, der gør en god forskel ude i praksis.
God sommer og læselyst fra redaktionen!
Anette Lind, Ansvarshavende redaktør ■