2024-3 Tidsskriftet Specialpædagogik
kr.98.00 kr.
Du downloader pdf af tidsskriftet ved køb
Kommentar nr. 2024-3
Hjælp til de fagprofessionelle,
så de kan hjælpe Lasse
Velkommen til nummer 3/2024.
Et barn i vanskeligheder, Lasse, nævnes i én af artiklerne. Det giver mig anledning til at præsentere vinklingen i dette nummer: ”Lasse”, forstået som mennesket, vi arbejder med i specialpædagogisk/socialfaglig praksis kan være et barn, ung eller voksen. De fagprofessionelle omkring Lasse; lærere, pædagoger, undervisere, socialfaglige medarbejdere og ledere vil få gavn af viden om færdigheder, det fagprofessionelle samarbejde, målsætninger og screeningsværktøjer i dette nummer:
Jens Wilbrandt og Simon Wilbrandt formidler i artiklen ”Et fælles sprog for børns færdigheder – Og hvordan det skaber trivsel og udvikling” en forståelse af, at bag børns (problematiske) adfærd kan årsagen findes i dets (ikke lærte) færdigheder, nødvendigheden af et fælles sprog og præsentation af Den Kognitive Færdighedsmodel, der giver pædagogiske anvendelige handlemuligheder.
Anne Linder og Micki Sonne Kaa Sunesen formidler i artiklen ”Co-teaching og relations-professionalisme” vigtigheden af kvaliteten af samarbejdet mellem de professionelle i co-teaching og præsenterer en ny tilgang, hvor terminologi og redskaber inspireret fra ICDP-programmet kvalificerer dialoger om professionelt samspil.
Mette Richter og Anne Mette Aalund Jakobsen fra CSV (Center for Specialundervisning af voksne og unge) Vejle, præsenterer i deres artikel ”SMARTmål, faglighed og livskvalitet – et bud på en systematiseret tilgang” deres bud på brug af SMARTmål, som både imødekommer en politisk forventning om dokumentation for ”hvad man får for pengene”, men også et værktøj, der gør en betydningsfuld forskel for det enkelte menneske i respekt for lovgivning, kursist og underviser.
Charlotte Bredahl Jacobsen og Sofie Danneskiold-Samsøe formidler i artiklen ”Kan viden åbne døre? – Om nytten af screening som socialfagligt redskab i arbejdet med børn i anbringelser” resultater fra et empirisk materiale fra otte kommuners familieplejekonsulenter, som har taget nye screeningsredskaber, der stammer fra andre faggrupper, i brug. Erfaringer fra et pilotforsøg kan bidrage med væsentlig viden om, hvordan screeninger kan blive værdifulde i praksis.
Godt efterår og læselyst fra redaktionen!