2024-4 Tidsskriftet Specialpædagogik

Kommentar nr. 2024-4

Forældre og skolefravær,
inklusion med neuropædagogik
og samvittighedens stemme

Velkommen til nummer 2024-4.

De tre artikler i dette nummer bringer centrale perspektiver, der hver især bidrager til en dybere forståelse af, hvordan vi bedst kan støtte børn og unge i deres udvikling i en tid, hvor inklusion, skolefravær og etisk praksis/moralsk stress står højt på dagsordenen. Lad mig først give dig et overblik over de centrale temaer:

Kit Stender Petersen og Ditte Dalum Christoffersen undersøger, hvordan skolefravær konstrueres og forstås i den fagfællebedømte artikel “Forældreperspektiver på skolefravær” med placering af ansvar, diskursive logikker og orientering mod diagnoser i forbindelse med børns skolefravær. Det empiriske grundlag er forældregrupper på Facebook.

Forældreperspektiverne på skolefravær viser, hvordan ansvar og skyld ofte placeres hos barnet og familierne. Dette skaber en fortælling, hvor barnets vanskeligheder individualiseres, og hvor skolen fremstilles som den eneste legitime ramme for børns udvikling. Det er en diskurs, der både begrænser handlemulighederne og overser de strukturelle udfordringer, der skaber fraværet. Artiklen opfordrer os til at gentænke, hvordan vi konstruerer forståelsen af skolefravær – og til at se på modstand og fravær som en del af en større fortælling om, hvad skolen skal og kan være.

Simon Wilbrandt og Micki Sonne Kaa Sunesen redegør i artiklen “Inklusion – i et neuropædagogisk perspektiv” for vigtigheden af neuropædagogik og fem centrale kognitive færdigheder for at skabe inkluderende læringsmiljøer. Desuden inddrages andre praktiske og teoretiske tilgange til at møde elever i deres ZNU (zone for nærmeste udvikling).

Inklusion i skolen kræver mere end gode intentioner; det kræver en dyb forståelse af hjernens plasticitet og de kognitive krav, vi stiller til eleverne. Gennem neuropædagogikkens perspektiv kan vi udvikle læringsmiljøer, der ikke blot tilpasses faglige behov, men også elevernes kognitive og sociale kompetencer. Dette kræver en bevidsthed om zonen for nærmeste udvikling, hvor støtte gives tilpas, så eleverne ikke blot deltager, men trives og udvikler sig. Artiklen viser, at inklusion er en kompleks og krævende opgave – men også nødvendig set i lyset af den stigende segregering vi oplever i folkeskolen.

Benedicte Madsen præsenterer i artiklen “Samvittighedens stemme” eksistensfilosofi og moral i pædagogiske relationer, blandt andet ved at trække på Løgstrups teori om suveræne livsytringer, Humanitas-teoriens evolutionære perspektiv på moral og samvittighed og udbygger med sin egen kommunikationsteori.

Hvordan skaber vi relationer, der giver børn og unge mulighed for at “komme til sig selv”? Løgstrups eksistensfilosofi og Humanitas-teorien peger på, at samvittighed og moral er evolutionære gaver, der ligger dybt i os. Suveræne livsytringer som tillid, omsorg og uselviskhed er ikke kun værdier – de er fundamentet for meningsfulde pædagogiske relationer. Artiklen minder os om, at når vi forsømmer disse elementer i vores praksis, mister vi noget essentielt, både som professionelle og som mennesker.

De tre perspektiver peger på én fælles kerne: Et opgør med eksisterende antagelser og praksisser for at skabe de bedst mulige betingelser for børn og unge. Skolefravær kræver, at vi ser ud over diagnoser og ansvarsforskydning. Inklusion forudsætter en nytænkning af skolens opgaver og rammer. Og pædagogiske relationer kræver, at vi som voksne tør møde børnene med autenticitet og en etisk fordring.

Lad os bruge denne indsigt som en invitation til at gentænke og styrke vores pædagogiske praksis. Det skylder vi ikke kun børnene, men også os selv.

Med ønsket om en glædelig jul samt lykkebringende nytår med tak for året der gik til vores forfattere og læsere fra redaktionen.