Fra 2017-3/4 Farvel til inklusionsbegrebet?

Søren Langager, lektor i socialpædagogik ved DPU/Aarhus Universitet. Deltager i universitetets forskningsprogram ’Inklusion og eksklusion – i samfund, institutioner og pædagogisk praksis’.

Farvel til inklusionsbegrebet?

”En person kan være inkluderet uden at være integreret;
men en person kan ikke være integreret uden at være inkluderet.”
(Kristensen et al. 2007:1)

I nyere tid har der med næsten matematisk præcision været tyve år mellem de større grundlæggende skolereformer; nemlig i 1937, 1958, 1975, 1993 og 2013.

Reformer med hver deres overordnede syn på skolens formål og ’den gode skole’ og med varierende syn på, hvordan skolen håndterer de børn, der af forskellige sociale, kulturelle, mentale, fysiske og kognitive årsager ikke uden videre matcher skolens sociale og faglige udfordringer.

Op til midten af 1970’erne med segregationsforståelsen som dominerende, fulgt op af integrationstankegangen i 1970’erne og ind i 90’erne. Herefter fra midten af 1990’erne til i dag med inklusion og rummelighed som højprofilerede begreber.

Spørgsmålet er nu, om inklusion som et uimodsigeligt godt pædagogisk begreb eller en ideologi eller en politik også følger tyveårslogikken og dermed er ved at nå udløbsdatoen? Tre markører peger i den retning.