Forside » Køb tidsskrifter og artikler » Fra nr 2024-3 Anmeldelse: Tegn på mobning

Fra nr 2024-3 Anmeldelse: Tegn på mobning

kr.0.00 kr.

Du downloader pdf af tidsskriftet ved køb

    Anmeldelsen er skrevet af Anette Lind

    Anmeldelse: Tegn på mobning

    Titel: Tegn på mobning
    Forfatter: Stine Kaplan Jørgensen
    Forlag: Aarhus Universitetsforlag
    Sidetal: 72
    Pris: Vejl. 129,95 (inkl. e-bog)
    ISBN: 978 87 7597 509 9

    Stine Kaplan Jørgensens bog er en del af serien ”Pædagogisk rækkevidde”, som er udgivet i samarbejde med Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening.

    På kun 72 sider formår hun at redegøre for centrale begreber, teorier og forskning indenfor området. Hun har selv mangeårig erfaring bla. fra eXbus (forskningsprojekt om mobning), egen forskning og inddrager flere eksempler fra praksis i sin bog for at koble teori og praksis. Denne kobling er meget vellykket, mener jeg. På trods af de få sider, opleves bogen ikke for opsummerende, men er skrevet i et lettilgængeligt sprog.

    Bogen giver de fagprofessionelle et fælles sprog, mulige analyserammer og redskaber til at blive opmærksomme på forskellige (mobbe)mønstre, der kan opstå.

    Og til sidst, anvises mulige (forsigtige) veje mod mobning ved at ”dreje på mekanismerne” og passe på, at der ikke drejes den forkerte vej. Her skal der trædes meget varsomt.

    Betydningen af læreren, ”klasseledelse”, den ”omsorgsfulde kontrol” og ”fællesskabende didaktikker” pointerer, at man ikke kan skille det sociale fra undervisningen. Det er sammenflettet, som Stine beskriver det.

    Forlaget skriver på deres hjemmeside, at serien er ”viden til skoledagen og inspirerer til praksisnær udvikling. Det er et lille indblik, der giver større udsyn i en travl hverdag.” Dette kan jeg kun erklære mig enig i.

    Faktisk mener jeg, at bogen bør være obligatorisk for alle fagprofessionelle, som beskæftiger sig med mennesker, hvor risikoen for mobning kan opstå. Og bogens viden bør være afsæt for at rydde forældede tankegange og skadelige tilgange af vejen. Mobning har været og er desværre stadig et problem. Bogen er et vigtigt skridt på vejen mod at hjælpe de fagprofessionelle i kampen mod den.

    Bogen får hermed min varmeste anbefaling.

    pdf af anmeldelsen kan downloades gratis – køb til 0,- kr.